26. november 2024

Horslunde: En far, hans søn og datter, samt sønnens kammerat blev tirsag varetægtsfængslet – sigte for drab ved stump vold af den 22-årige Thomas Krogh Petersen fra Horslunde.

De fire blev sammen med moderen i familien anholdt mandag. Moderen blev tirsdag løsladt efter grundlovsforhøret.

Thomas Krogh Petersen blev fundet død den 7. april ved siden af sin knallert i en grøft på ørnekulevej ved Utterslev på Lolland.

I første omgang mente politiet, at der var tale om en knallertulykke. Men efterhånden som politiet fik efterforsket ulykken lignede det mere et drab. Blandt andet manglede Thomas Krogh Petersens mobiltelefon og pung.

Ud over sigtelsen for drab, er de fire også sigtet for tyveri af et større beløb.

Den 46-årige far, hans 25-årige søn, 20-årige datter samt sønnens 32-årige kammerat er alle blevet varetægtsfængslet i 14 dage i isolation.

Alle fire kærede varetægtsfængslingen til landsretten.

– rl