24. april 2024
Foto: Rigspolitiet.

Foto: Rigspolitiet.

I weekenden har Midt- og Vestsjællands Politi modtaget flere anmeldelser om en falsk politimand, som har ringet til ældre mennesker.

Fredag aften ved 20-tiden anmeldte en 70-årig kvinde fra Holbæk, at hun var blevet ringet op af en mand, der oplyste, at han var fra politiet. Manden fortalte, at han kunne se, at der blev hævet penge på hendes konto.

Kvinden gav dog klart til kende, at hun havde gennemskuet, at manden var ude på at snyde hende. Det fik ham til at true med at sende en patruljevogn ud til kvinden for at sigte hende for medvirken til svindel. Men heller ikke den trussel gjorde kvinden blød i knæene, så hun endte med at lægge på.

“Bo” fra “Vildbjerg Politi”

Lørdag var den gal igen. Klokken 19.50 modtog politiet en anmeldelse fra en 75-årig kvinde fra Holbæk, som fortalte, at blevet ringet op af en person, der præsenterede sig som Bo fra Vildbjerg Politi. Han fortalte, at han kunne se, at der var ved at blive oprettet lån i kvindernes navn i forskellige forretninger. Kvinden udleverede oplysninger om fire konti til manden i telefonen, da hendes telefon løb tør for strøm og samtalen derfor sluttede. De fire konti blev efterfølgende spærret.

En 70-årig kvinde fra Roskilde anmeldte klokken 22.23 en identisk situation, også med “Bo” fra “Vildbjerg Politi”. Hun afsluttede selv telefonsamtalen, da hun fattede mistanke til manden.

Overførte 92.000 kroner

En 74-årig kvinde fra Greve var også blevet kontaktet af falsk politibetjent. Denne gang var det lykkedes den falske betjent under en to timer lang samtale, at overføre 92.000kroner fra kvindens konti under en to timer lang samtale, hvor det lykkedes ham, at få kvinden til at udlevere diverse kontooplysninger og koder.

Den 74-åriges søn anmeldte episoden lørdag aften kl. 22.53.

Politiet: Vær skeptisk

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man betragter sagerne som bedrageri over for ældre borgere og kommer med følgende råd, til at undgå svindlere i telefonen:

• Vær skeptisk, hvis du får et uventet opkald.
• Få evt. navnet på den person, der ringer, og ring så tilbage til politiets hovednummer og spørg efter personen.
• Udlever aldrig dit betalingskort eller din kode
• Overvej at blive fjernet fra Krak.
• Overvej hvad du deler af personlige oplysninger på sociale medier.

Politiet opfordrer folk til at snakke med deres ældre familiemedlemmer om rådene.

Politiet har også udgivet en folder med gode råd til ældre borgere, som kan hentes her: Hvis nogen ringer angående dine pengesager

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.