En større søredningsaktion blev mandag eftermiddag sat i gang ved Lyngvej i Havnsø, efter der var fundet efterladte ting på stranden.
Klokken 16.14 kom et alarmopkald om, at der lå tøj, krykker og et håndklæde på stranden, men der var ingen mennesker at se i nærheden eller i vandet.
Helikopter, politi, brandvæsen og ambulance blev sendt til stedet.
Mens politiet var på stranden, kom to kvinder tilbage i en dobbeltkajak efter en tur på havet. Det viste sig, at de ejede de efterladte ting, og indsatsen kunne derfor afblæses.
Politiet opfordrer sejlende og badende til at lægge en seddel ved efterladte ting med tidspunkt og oplysninger om, hvor man befinder sig, så forbipasserende ikke bliver bekymrede.




