Hele landet: 100.000 danskere skal ifølge den nye postlov have nye brevkasseanlæg. Og har du nej til reklamer, skal du læse teksten her grundigt.
Fra 1. januar skal der et nyt klistermærke til, hvis du fortsat ønsker et nej tak til reklamer.
I hvert fald hvis du er blandt de 100.000 danskere, der ifølge den nye postlov skal have brevsprækken i lejlighedsdøren flyttet til et brevkasseanlæg i bunden af opgangen eller have monteret en postkasse for enden af indkørslen.
Selvom man allerede er tilmeldt ordningen og dermed registreret i systemet som en husstand, der absolut ikke tørster efter kilovis af kulørte kataloger, er det nødvendigt at få fingrene i et nyt mærke. For det er ikke alle reklameuddelingsfirmaer, der gør andet end at kigge efter selve mærket. Og sidder det ikke på din nye postkasse, bliver du bombet med reklamer.
Post Danmark sender ikke automatisk nye ‘Reklame, nej tak’-klistermærker ud til alle de berørte kunder. Man skal aktivt bede om et nyt mærkat, hvis man vil bibeholde sit reklameværn.
Du kan få snitterne i mærket på flere måder.
-Du kan enten ringe til os, og så har du det nye klistermærke dagen efter eller sende os en mail, og så kommer det inden for to-tre dage, oplyser Henrik Larsen, der er chef for Post Danmarks privatkundeafdeling, til Newspaq.
Skulle du trods nej tak-mærket fortsat blive reklamebombet, er der kun ét at gøre: Klag til Forbrugerombudsmand Henrik Øe. Forbrugerombudsmanden er nemlig den myndighed, der administrerer Markedsføringsloven, og som kan straffe reklamebomberne med bøder.
Det er nemlig helt og aldeles forbudt at dele reklamer ud til nej-sigerne, og det gælder uanset, om man er Bilka og sender tonstunge kataloger af sted, eller hedder Pizza Calestone og blot gerne vil reklamere for nummer 9 med ekstra chili-hvidløg.