22. november 2024

Claus Hjort Frederiksen. Foto: Steen Brogaard.

Straffesagerne mod tidligere minister Claus Hjort Frederiksen, den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen og en tidligere ansat i PET er blevet droppet.

Det oplyser Anklagemyndigheden.

De tre var anklaget for at have videregivet fortrolige oplysninger.

Men efter Højesteret forleden afgav kendelse om behandling af sagens akter, mener Forsvarets Efterretningstjeneste ikke længere, at det er betryggende for tjenesten, at stille højt klassificerede oplysninger, som sagerne handler om, til rådighed for straffesagerne.

-De klassificerede oplysninger er helt centrale for sagerne. Uden adgang til at fremlægge dem i retten har anklagemyndigheden ingen mulighed for at løfte bevisbyrden. Derfor har anklagemyndigheden indstillet til justitsministeren, at sagerne ikke gennemføres. Det har ministeren tiltrådt, og dermed er sagerne afsluttet. Det samme gælder sagen mod en 63-årig tidligere PET-ansat, hvor jeg har truffet beslutning om at standse sagen, siger statsadvokat Jakob Berger Nielsen.

Lars Findsen, Claus Hjort Frederiksen og PET-medarbejderen har under hele forløbet haft adgang til anklageskriftet, retsbøgerne og alle sagens dokumenter hos deres forsvarere. PET og anklagemyndigheden har dog for at sikre fortrolighed om de klassificerede oplysninger stillet krav om, at alle sagens parter skulle håndtere sagsoplysningerne under særlig sikre forhold.

Højesterets kendelser betyder i grove træk, at de tiltalte vil få ret til at få udleveret retsbøger og anklageskriftet og dermed klassificerede oplysninger. Sammen med afgørelsen om, at der ikke kan stilles krav til forsvarerne om særlig sikker håndtering af alle sagens oplysninger, medfører det, at efterretningstjenesterne ikke anser rammerne for betryggende. Hertil kommer Højesterets beslutning om, at sagerne skal føres for delvist åbne døre.

-For efterretningstjenesterne er det afgørende, at fortroligheden om deres oplysninger er intakt, og at de bliver håndteret med størst mulige sikkerhed. Det er en forudsætning for, at de kan udføre deres arbejde med at beskytte Danmark og danske interesser. Højesteret har afgjort, at Lars Findsen vil kunne tage klassificerede oplysninger med hjem. Uden krav til, hvordan de skal opbevares, eller hvem der har adgang til dem. Det vil selvsagt øge risikoen væsentligt for, at oplysningerne bliver spredt ukontrollabelt. Derfor har Forsvarets Efterretningstjeneste meddelt anklagemyndigheden, at de klassificerede oplysninger ikke kan fremlægges som bevis i en straffesag. En delvis åben retssag trækker yderligere i den retning, og rammerne er dermed langt fra de sædvanlige krav til, hvordan man behandler klassificerede oplysninger, siger Jakob Berger Nielsen.

Anklagemyndigheden mener, at det med Højesterets kendelser, vil være særdeles vanskeligt at retsforfølge personer for brud på tavshedspligt, hvis de tavshedsbelagte oplysninger har en tilstrækkelig alvorlig karakter, og derfor ikke kan lægges frem, og dermed defacto straffrit, at bryde tavshedspligten i sager af den karakter.

:NB:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.