5. december 2024

De danske myndigheder har valgt, at droppe AstaZeneca-vaccinene helt. DEt sker efter flere tilfælde af alvorlige bl.a. blodpropper.

Den 11. marts satte Sundhedsstyrelsen brugen af AstraZenecas vaccine mod Covid-19 på pause. Det skete på baggrund af bekymrende signaler fra den løbende sikkerhedsovervågning af COVID-19 vaccinerne. Vaccinationsprogrammet er siden da fortsat med vaccinerne fra Pfizer/BioNTech og Moderna.

Siden den 11. marts har EMA lavet en vurdering af de sjældne, men alvorlige bivirkninger, der er set efter vaccination med COVID-19 vaccinen fra AstraZeneca. Samtidig er der gennemført en række undersøgelser i Danmark, blandt andet af de danske tilfælde og i regi af det store overvågningsstudie af COVID-19 vaccinerne, ’ENFORCE’. Også dansk-norske registerstudier har vist, at der er en overhyppighed af specifikke bivirkninger, især blodprop i venerne i hjernen, efter vaccination med COVID-19 vaccinen fra AstraZeneca.

-Samlet set må vi sige, at resultaterne viser, at der er tale om et reelt og alvorligt bivirkningssignal ved vaccinen fra AstraZeneca. Ud fra en samlet overvejelse har vi derfor valgt at fortsætte vaccinationsprogrammet for alle målgrupper uden denne vaccine, siger direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm.

EMA har i sin vurdering overordnet fundet, at der fortsat er flere fordele end ulemper forbundet med brug af COVID-19 vaccinen fra AstraZeneca. Sundhedsstyrelsen er enig i EMA’s overordnede konklusion om, at AstraZenecas fordele i forbindelse med bekæmpelsen af COVID-19 pandemien fortsat opvejer risikoen for alvorlige bivirkninger. EMA lægger samtidig vægt på, at beslutningen om, hvorvidt vaccinen skal bruges i det enkelte land blandt andet afhænger af smittetrykket, epidemiens karakter, og om landet har tilgang til andre vacciner.

-Det har været en svær beslutning midt i en epidemi at fortsætte vaccinationsprogrammet uden en effektiv og tilgængelig vaccine mod COVID-19. Men vi har andre vacciner til rådighed, og vi har god kontrol med epidemien. Samtidig er vi nået langt med at vaccinere de ældre aldersgrupper, hvor forebyggelsespotentialet ved vaccination er størst. Alder er den væsentligste risikofaktor for at blive alvorligt syg med COVID-19. De kommende målgrupper for vaccination har lavere risiko for et alvorligt forløb af COVID-19. Det skal opvejes mod, at vi nu har en kendt risiko for alvorlige skadevirkninger ved vaccination med COVID-19 vaccinen fra AstraZeneca, også selvom risikoen i absolutte tal er lille, siger Søren Brostrøm.

Beslutningen betyder, at alle, der er 16 år eller ældre, kan forvente at få et tilbud om vaccination senest i slutningen af juni. Dermed vil alle, der tager imod tilbuddet, kunne være færdigvaccineret ca. 5 uger derefter, omkring starten af august.

Sundhedsstyrelsens beslutning betyder, at alle bookede tider og invitationer til vaccination med vaccinen fra AstraZeneca bliver aflyst. De personer, der har modtaget 1. vaccination med AstraZeneca, vil senere modtage tilbud om vaccination med en anden vaccine. Øvrige personer, der tidligere har været inviteret til førstegangsvaccination med AstraZeneca, men fik invitationen aflyst, vil blive visiteret på ny ud fra en vurdering af den aktuelle epidemisituation.

Med Sundhedsstyrelsens beslutning om, på nuværende tidspunkt, at fortsætte udrulning uden COVID-19 vaccinen fra AstraZeneca er det ikke blevet udelukket, at den kan tages i anvendelse på et senere tidspunkt hvis situationen ændrer sig.

-Vi er grundlæggende enig med EMAs vurdering vedrørende AstraZeneca vaccinen. Derfor er det vigtigt, at understrege, at det stadig er en godkendt vaccine. Og jeg forstår godt, hvis andre lande, der er i en anden situation end os, vælger at fortsætte brugen. Hvis vi i Danmark stod i en helt anden situation med f.eks. en voldsom 3. bølge og et presset sundhedsvæsen, og hvor vi ikke var nået så langt i vores udrulning af vacciner, så ville jeg ikke tøve med at bruge vaccinen, også selvom der var sjældne men alvorlige komplikationer ved brugen, siger Søren Brostrøm.

Vedrørende Janssen-vaccinen fra Johnson & Johnson, har producenten sat leverancerne i karantæne, så de aktuelt ikke kan anvendes i Danmark. Sundhedsstyrelsen vil nøje følge de igangsatte risikovurderinger, der foretages af bl.a. amerikanske og europæiske lægemiddelmyndigheder, og Sundhedsstyrelsen vil fortsætte samarbejdet med danske eksperter om undersøgelse af effekt og bivirkninger ved alle COVID-19 vacciner, også den nye Janssen-vaccine fra Johnson & Johnson.

:NB:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.