En 23-årig mand er blevet dømt i en sag om groft bedrageri mod flere ældre kvinder.
Dommen blev afsagt fredag i Københavns Byret.
Den 23-årige havde ringet til 12 ældre kvinder og ved at udgive sig for at ringe fra SKAT eller Udbetaling Danmark fik han overbevist de forurettede om, at de skulle have penge tilbage, og han havde derfor brug for oplysninger om deres betalingskort.
Oplysningerne brugte han efterfølgende til at foretage forskellige køb for ca. 220.000 kroner.
Den 23-årige blev også dømt for forsøg på bedrageri ved at have forsøgt samme fremgangsmåde overfor 72 andre, ældre kvinder – særligt kvinder med fornavnene Hjørdis og Aase. I disse tilfælde blev svindlen dog gennemskuet, og ingen oplysninger blev udleveret.
Den 23-årige tilstod i retten og blev idømt 1 år og 6 måneders fængsel.
Manden, som blev anholdt den 28. marts, er tidligere dømt for lignende kriminalitet.
Tre andre personer er, ifølge Københavns Politi, fortsat sigtet i sagen.