Hele landet: Der er færre penge til organisationer som Red Barnet og Børnefonden. For virksomhederne holder på pengene i stedet for at give til u-landene, skriver Avisen.dk.
Det har længe været moderne for danske firmaer at poste penge i hjælp til børn i ulande. Men det har finanskrisen ændret på.
Antallet af kroner fra virksomheder til u-landsbørn har siden 2004 været i kraftig vækst. Men den vækst er gået fuldstændig i stå i det første halve år af 2009. Det viser tal fra Børnefonden og Red Barnet.
-Finanskrisen kan godt mærkes. Fra at virksomheders bidrag er vokset kraftigt de seneste fem år, er den vækst total forsvundet i 2009. Det betyder, at vi kan blive nødt til at udskyde projekter et år eller mere, siger Pia Andersen, som er Corporate Relations Manager i Børnefonden.
Nogle af de projekter, som kan risikere at blive udsat er bygning af sundhedshytter, brønde, skoler og børnehaver og latriner, så sygdomme ikke breder sig.
Også Red Barnet genkender problemet, men er glad for, at der ikke har været et fald i bidragene til hjælpeorganisationerne, men forhåbentlig kun en stagnation.
-Det er dog meget svært at få nye til at bidrage og støtte. Det kan betyde at vi ikke kan starte lige så mange projekter op, som vi hidtil har gjort, siger Mogens Damgaard, der er kommunikationschef i Red Barnet.
Fakta:
Penge fra danske virksomheder:
Til Børnefonden
2004: 180.000 kr.
2005: 840.000 kr.
2006: 1.700.000 kr.
2007: 2.000.000 kr.
2008: 3.000.000 kr.
I hele 2009: 2.280.000 kr.
Til Red Barnet
2004: 2.000.000 kr.
2005: 4.000.000 kr.
2006: 5.000.000 kr.
2007: 6.000.000 kr.
2008: 6.500.000 kr.
Første halvår af 2009: 2.500.000 kr.