København: En af politiets patruljer standsede i går eftermiddag en bil på Bådsmandsstræde ved Christiania i en sag om restance.
Patruljen fortalte bilens fører, en 28-årig mand, at nummerpladerne ville bille inddraget. Det var den 28-årige øjensynlig ikke tilfreds med, for han forsøgte at komme ind i sin bil og køre fra stedet.
Ifølge Københavns Politi lykkedes det dog at standse manden ved hjælp af peberspray. Men i stedet for at opgive, skubbede den 28-årige i stedet den ene af betjentene i brystet og forsøgte at løbe fra stedet. Han blev dog indhentet.
I forbindelse med anholdelsen af manden kom der omkring 30 personer ud fra Christiania og dannede front mod politipatruljen.
En i flokken forsøgte at befri den anholdte, men også han fik sprøjtet peberspray på sig, så han måtte opgive.
Det lykkedes ikke umiddelbart at anholde personen, som havde forsøgt at befri den anholdte, oplyser politiet.
Flere patruljer blev kaldt til stedet og det lykkedes til sidst at få situationen under kontrol, så den anholdte kunne fjernes fra stedet.
Han blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser vedrørende vold mod polititjenestemand.