København: Børnene, forældrene og medarbejdere ved institutionen Kærnehuset på Amager, der natten til lørdag forulykkede i en bus i Tyskland, er nu på vej hjem.
67 af de 80 børn og voksne er nu på vej mod Danmark i busser og de forventes at ankomme til Kærnehuset omkring kl. 21.00 i aften, oplyser Københavns Kommune.
Forældre og pårørende er blevet bedt om at møde frem i Kærnehuset i aften kl. 20.00.
Bussen er nu ankommet til Rostock, hvorfra de sejler kl. 17.00. Stemningen i bussen er relativ god.
Blandt de resterende 13, der ikke er med bus på vej til Danmark, er to indlagt, nogle er afhentet af familie, mens andre transporteres til Danmark af Europæiske og SOS International.
Stadig intet sikkert om årsagen ulykken
Der er endnu ikke nogen præcis forklaring på hvad der var skyld i ulykken, som skete på en forholdsvis lige strækning på motorvej 9 ved Dessau i Tyskland – 150 kilometer syd for Berlin.
Vejret var dog vinterligt og det kan have været skyld i ulykken, der kostede 3 voksne – en far og to medarbejdere ved Kærnehuset – livet.