En 69-årig mand blev natten til onsdag bragt til Rigshospitalet efter en brand i en lejlighed på Samsøvej i Holbæk.
Politi, ambulance og brandvæsen blev klokken 23.17 kaldt ud til et lejlighedkompleks efter anmeldelse om røg i opgangen.
Da brandvæsnet ankom til stedet, kunne det konstateres, at der var en kvælende tyk sort røg.
Hverken politi eller brandvæsen kunne få kontakt til lejlighedens beboer, så brandvæsnets røgdykkere blev sendt ind, og fandt den mandlige beboer i et værelse. Han var i livsfare og blev kørt til Rigshopsitalet. Også en hund blev reddet ud. Den blev kørt til et dyrehospital i Valby.
Brandfolkene fik slukket ilden og luftede derefter lejlighed og opgang ud, hvorefter skadeservice overtog stedet.
Politiet kender endnu ikke årsagen til branden, og har ikke haft mulighed for at afhøre den 69-årige endnu.