Søndag eftermiddag blev adskillige brandbiler sendt til en brand i et affaldsoplag på Vestre Hedevej i Roskilde.
Meldingen om brand indløb kl. 13.48 og udover brandvæsnet blev også politiet sendt til stedet.
Brandvæsnet måtte tilkalde specialressourcer til at begrænse branden grundet den kraftige strålevarme.
Omfanget af branden gjorde, at der blev foretaget en kontrolleret afbrænding af affaldet, og at brandens tidshorisont derfor er ukendt.
Politiet foretog vurdering af, om røgen skabte udfordringer i området både for beboere og de kørende på motorvejen. Genbrugspladsen ved siden af blev evakueret og lukket og området omkring brandstedet blev spærret af.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at to brandfolk blev tilset i ambulance, da de havde indåndet røg.