En 49-årig mand fra Roskilde er blevet varetægtsfængslet i en sag om flere tilfælde af blufærdighedskrænkelser mod børn på Midtsjælland.
I den seneste tid har der været flere sager om en mand i en hvid varevogn, som har forsøgt at lokke børn med slik eller Pokemon-kort. Episoderne er fundet sted i Jyllinge, Hvalsø, Ejby i Hornsherred, Lille Skensved og Viby ved Roskilde.
Tirsdag anholdt politiet en 49-årig mand fra Roskilde.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man har efterforsket mod manden igennem et stykke tid som følge af sagerne om mistænkelige forhold over for børn.
Han er blevet fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for blufærdighedskrænkelse og overtrædelse af våbenloven. Grundlovsforhøret blev holdt bag lukkede døre, men retten valgte at varetægtsfængsle den 49-årige frem til den 16. februar.