26. november 2024

København: Sent onsdag aften gik en større gruppe vrede christianitter på gaden og begyndte at bygge barrikader og tænde bål i kvarteret omkring Christiania.

"Arkiv

Ifølge Netavisen Sjællands reporter på stedet er der blevet smadret flere ruder i Torvegade og inventar fra mindst en butik er blevet slæbt ud på gaden og sat i brand sammen med flere containere.

Kort før midnat ankom en større politistyrke til kvarteret og rykkede ind mod ballademagerne, der svarede igen ved at kaste med flasker og molotovcocktails.

Ballademagerne løb ind på Christiania for at gemme sig og politiet tog opstilling foran indgangene, hvorfra de affyrede tåregas ind på Christiania.

Ved halvet-tiden havde politiet øjensynligt fået kontrol med situationen og bålene blev slukket. Men så snart politiet forlod området ved Christiania, kom ballademagerne ud på gaden igen og begyndte straks at tænde bål foran Christianias hovedindgang.

Ved halv-to tiden forsøgte politiet igen at få kontrol over situationen ved hovedindgangen, men også denne gang blev de mødt med molotovcocktails og en byge af sten. Politiet svarede igen ved at skydfe tåregas mod ballademagerne, hvorefter de løb ind på Christiania.

Politiet placerede mandskabsvogne ved indgangene til fristaden og kort før kl. 2, var der forholdsvis roligt.

Uroen er formentlig udløst af en episode tidligere onsdag, hvor en politimand skød og dræbte en kamphund på Christiania. Ifølge Politiet skete det i nødværge.

Seneste opdatering: kl. 01.57

Af Poul Nielsen og Rolf Larsen