En bilist ønskede tilsyneladende ikke at snakke med politiet og forsøgte køre fra patruljen.
Torsdag kort før kl. 14.00 ville en politipatrulje standse en personbil i Hørve, men i stedet for at efterkomme politiets ønske, så satte bilisten hastigheden op og forsøte at flygte.
Bilisten forsvandt kortvarigt fra politiet. Men bilen blev fundet efterladt – uden fører. Det viste sig, at bilen var forsynet med en nummerplade, som ikke hørte til på bilen.
Ud fra lokalpolitiets kendskab til det pågældende køretøj og beskrivelsen af føreren mistænkte politiet en 24-årig mand fra Hørve for at have været føreren. Ham fandt politiet senere i Hørve, og han blev sigtet for kørsel i en uindregistreret bil, der således ikke havde nogen lovpligtig ansvarsforsikring på grund af den manglende registrering.
Den 24-årige selv havde ikke noget kørekort og blev sigtet herfor. Han nægtede dog at have været fører af det pågældende køretøj, så politiet efterforsker videre i sagen for at få af- eller bekræftet mistanken mod ham.