Mandag eftermiddag kl. 15.42 rykkede politi, ambulance og brandvæsen ud til et færdselsuheld på Kalundborgmotorvejen ved tilkørslen fra Regstrup, hvor to biler var stødt sammen.
Sammenstødet var sket i det vestgående spor.
Det viste sig, at en 35-årig mand fra Kalundborg kørte i anden vognbane med lidt højere hastighed end en 37-årig mand fra Jerslev Sj., der kørte i en personbil i vognbanen længst til højre. Da den 37-årige skiftede vognbane til venstre, stødte de to bilister sammen, således at den 37-åriges bil snurrede rundt og ramte autoværnet på midten af vejen.
Uheldet medførte spærring af motorvejen i det vestgående spor i noget af tiden, indtil en ladvogn havde fået fjernet de implicerede personbiler.
De to førere blev begge bragt til skadestuen til kontrol, men begge var sluppet uskadte fra uheldet.
Kl. ca. 17.30 var motorvejen ryddet, så trafikken kunne normaliseres på uheldsstedet.