København: 11 minutter på fri fod, det var alt hvad en 18-årig bankrøver fik ud af sit forehavende.
Klokken 16.59 blev et pengeinstitut på Østerbrogade udsat for røveri. Røveren truede med en mindre sølvfarvet pistol og fik udleveret et kontant pengebeløb som blev lagt i en “Netto”-pose.
Røveren stak derefter af fra stedet, men allerede kl. 17.10 blev han stoppet og anholdt på Søtorvet. Den anholdte, en 18-årig mand, var i besiddelse af både pistol og udbytte ved anholdelsen.