Ballerup: Ballerup er blevet valgt som Grand Prix By 2011.
Når årets vinder af Dansk Melodi Grand Prix 2011 skal findes, vil Ballerup kommer til at summe af feststemning og musikalske begivenheder op til det store show, der finder sted i Ballerup Super Arena lørdag 26. februar 2011.
– Der er lagt op til en gigantisk folkefest, når Dansk Melodi Grand Prix 2011 indtager Ballerup, og byens kulturinstitutioner, kommune og turistorganisationerne vil arbejde tæt sammen om at skabe et brag af en musikfest, der ikke bare omfatter Ballerup Super Arena, men hele byen. Vi glæder os til at danne ramme om årets største musikalske begivenhed, siger direktør for Ballerup Super Arena Ulrik Boss.
Ballerup Super Arena kan rumme 9200 publikummer og er ikke uvant med de store musikalske arrangementer. Blandt andet har de afholdt koncerter med store internationale kunstnere som Backstreet Boys, Bryan Adams og Rihanna. Ved Dansk Melodi Grand Prix vil der være plads til ca. 6500 publikummer.
Kæmpe folkefest
– Dansk Melodi Grand Prix er kronjuvelen i dansk underholdning, og vi lægger op til en kæmpe folkefest. Det er Ballerup og deres Super Arena i dén grad i stand til at løfte. Vi glæder os til at lade musikken sejre og finde en stærk repræsentant, der kan vinde det internationale Melodi Grand Prix i Düsseldorf i foråret 2011, siger underholdningsredaktør Jan Lagermand Lundme, der har store forventninger til årets musikalske niveau.
En jury er i øjeblikket i gang med at udvælge seks sange ud af de 663 bidrag, der i år er sendt ind. Derudover inviterer DR fire danske kunstnere til at deltage på wildcards.
Dansk Melodi Grand Prix 2011 sendes direkte på DR1, men for dem, der vil opleve musikken, stemningen og det fantastiske show helt tæt på, kan billetter købes via billetnet.dk fra onsdag den 20. oktober kl. 10.