Hele landet: Byggepladser over hele landet får i dag uventet besøg fra Arbejdstilsynet. I en storstilet aktion går Arbejdstilsynet fra morgenstunden efter de alvorligste sikkerhedsproblemer, især i forhold til fare for at styrte ned fra tag og stilladser.
I dag rykker Arbejdstilsynet massivt ud på landets byggepladser. Antallet af ulykker på byggepladserne er stadig højt og alt for mange får alvorlige skader, fordi sikkerheden ikke er i orden på arbejdspladsen.
– Byggepladserne kan være et farligt sted at arbejde og vi er derfor helt fremme i skoene overfor byggeriet, siger tilsynschef Hanne-Sofie Tromborg Olsen, Arbejdstilsynet.
– Vi går i dag ud over hele landet, så vi kommer vidt omkring. Vi fokuserer på nogle af de allerfarligste situationer, hvor medarbejderne kan falde ned fra tage eller stilladser og komme alvorligt til skade. Det her er alvorlige sager, understreger Hanne-Sofie Tromborg Olsen.
Arbejdstilsynet har de senere år gennemført uanmeldte aktioner på byggepladserne fire gange om året. Inden for den seneste måned har beskæftigelsesminister Inger Støjberg lanceret to yderligere initiativer for at sætte ind overfor de mange ulykker i byggeriet.
– Dagens aktion indgår i en længere række af indsatser overfor byggeriet. Ud over de fire store årlige aktioner over hele landet går vi nu også ud på uanmeldte ”nålestiks-aktioner” på udvalgte byggepladser rundt omkring i landet. Og det gør vi hver uge, så ingen skal føle sig sikre, siger tilsynschef Hanne-Sofie Tromborg Olsen, Arbejdstilsynet.
– Derudover holder vi som noget helt nyt også dialogmøder med de store byggepladser inden byggeriet går i gang. Så der er både pisk og gulerod, siger Hanne-Sofie Tromborg Olsen. Hun understreger dog, at Arbejdstilsynets indsats ikke kan stå alene.
– Sikkerheden er først og sidst virksomhederne og bygherrens ansvar, understreger Hanne-Sofie Tromborg Olsen. Det er på virksomhederne, problemerne kan løses. Dem, der planlægger og udfører arbejdet er dem, der har mulighed for at sørge for sikkerheden, forklarer hun.
Udenlandske arbejdstagere er også på dagens aktion i Arbejdstilsynets kikkert. På de seneste aktioner har det generelt været indtrykket, at arbejdsmiljøforholdene for udlændinge ansat i udenlandske virksomheder ofte er dårligere, end når de er ansat i danske virksomheder.
– Vi har ind i mellem set, at udenlandske håndværkere kan have problemer med arbejdsmiljøet. Men de danske regler gælder for alle, der udfører arbejde her i landet. Vi går også efter, om de udenlandske håndværkere har anmeldt, at de udfører arbejde her i landet, til det såkaldte RUT-register. Vi bliver nødt til at sikre, at vi har en reel mulighed for at føre kontrol med, at alle overholder de danske regler, siger tilsynschef Hanne-Sofie Tromborg Olsen, Arbejdstilsynet.