En ældre kvinde anmeldte fredag morgen klokken 07.48, at hun torsdag aften var blevet udsat for bedrageri i Kalundborg.
Kvinden blev først kontaktet telefonisk af en kvinde, som oplyste, at nogen havde forsøgt at hæve et større beløb fra hendes konto. Kort efter blev hun opsøgt på sin bopæl af en mand.
Det lykkedes manden at få udleveret kvindens betalingskort samt et par øreringe og en guldhalskæde.
Kvinden blev først opmærksom på bedrageriet, da hun modtog en besked fra sin bank om, at hendes kort var blevet spærret, efter at der var blevet hævet to gange 12.000 kroner fra hendes konto.
Manden, der mødte op på kvindens adresse, beskrives som 30-35 år, almindelig af bygning, med brun hud og sort, langt hår. Han bar en hue eller hat samt en sort jakke og talte dansk.
Politiet efterforsker sagen.




