2. maj 2024

Foto: Presse-fotos.dk

Torsdag morgen udbrød der brand i en lejlighed i Fredtofteparken på Farum Hovedgade i Farum.

To personer blev bragt til hospitalet, den ene er udskrevet igen. I alt 32 beboere blev evakueret under branden, og selvom de fleste har kunne vende tilbage til deres boliger, er der flere lejligheder, som midlertidigt skal fraflyttes på grund af skader fra branden og slukningsarbejdet.

Fredtofteparken er ejet af boligselskabet Farumsødal, og det er Furesø Kommune, der anviser seniorer til lejlighederne.

-Da vi blev kontaktet af politiet gik vi hurtigt i gang med et samarbejde med Farumsødal Boligselskab om genhusning af de berørte beboere. Tre af vores borgere, der modtager meget hjemmepleje, er midlertidigt flyttet til kommunens rehabiliteringscenter. Herudover er nogen af beboerne på hotel, men ellers er størstedelen af beboerne tilbage i deres boliger, som heldigvis ikke er blevet berørt af branden, fortæller Birgitte Werborg, der er leder af Visitationen.

Furesø Kommune oplyser, at man stiller psykologbistand til rådighed til beboerne og kommunens ældrepleje vil sikre, at de genhusede beboere, der fx har behov for hjemmepleje, også modtager hjælp det nye sted.

Læs også: Brand i lejlighed – to personer bragt til hospitalet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.