90-årig kvinde undgik bedrageri – mand varetægtsfængslet i fire uger

En 90-årig kvinde fra Vordingborg blev tirsdag udsat for et forsøg på bedrageri, da en kvinde ringede og udgav sig for at være fra hendes bank. Kvinden i telefonen fortalte, at der var sket en overførsel fra den ældres konto, og at banken kunne hjælpe med at sikre andre værdier – herunder smykker.

Kort efter dukkede en person op ved kvindens adresse og udgav sig for at være et bankbud. Den 90-årige anede dog uråd og nægtede at lukke vedkommende ind.

Politiet blev alarmeret og fik på baggrund af vidneforklaringer standset en mistænkelig bil ved Næstved. Føreren af bilen, en 33-årig mand, blev anholdt tirsdag kl. 16.47. I bilen fandt politiet forskellige effekter, som nu undersøges for en mulig forbindelse til bedrageriforsøget.

Den 33-årige mand blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør og efterfølgende varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for forsøg på bedrageri.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.