Nr. Asmindrup: En 80-årig mand blev i nat reddet ud af et brændende hus på Lårbakken i Nr. Asmindrup i Odsherred.
Kort efter klokken et i nat opdagede to vidner, at det brændte i huset og de bemærkede en skikkelse inde i det brændende hus. Det lykkedes for vidnerne at trække en 80-årig mand ud af huset via et vindue.
Den 80-årige blev kørt til undersøgelse på sygehus. Han var meget konfus, men var tilsyneladende ikke kommet til skade.
– Det er politiets opfattelse, at den 80-årige kan takke vidnerne for, at branden ikke fik mere katastrofale følger, oplyser kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi Carsten Andersen.
Der skete stor brandskade på huset, og brandårsagen kendes ikke endnu.
Politiet skal nu undersøge stedet nærmere.