Mandag eftermiddag rykkede politiet ud til et færdselsuheld på Vordingborgvej i Stensved, hvor to biler var stødt sammen i krydset ved Skyttemarksvej.
En af førerne, en 74-årig mand fra Ishøj, blev ved politiets ankomst målt til at have en promille over det tilladte. Han blev anholdt klokken 15.10 og sigtet for spirituskørsel.
Under efterforskningen tjekkede betjentene overvågningsmateriale fra nærliggende forretninger for at klarlægge hændelsesforløbet. Optagelserne afslørede, at den 74-årige forinden uheldet havde opholdt sig ved en pantautomat i et supermarked, hvor han tissede på gulvet. Han blev derfor også sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Efter at have afgivet en blodprøve blev manden løsladt klokken 16.26.




