Søllested: En 56-årig mand fra Søllested var torsdag aften udsat for røveri i sit eget hus.
Den 56-årige var netop kommet hjem, da han klokken 21.15 blev overrumplet af to maskerede mænd, som kom ind i hans hus på Skovlængevej.
Han blev truet til at udlevere sit dankort og pinkode, og herefter kørte den ene røver fra huset for at hæve penge – formentlig i Søllested. Efter et kvarters tid vendte han tilbage, og den 56-årige blev bagbundet, inden begge røvere forsvandt, muligvis i en lys VW transporter.
Den 56-årige kom ikke noget til ved røveriet, udover nogle mindre mærker på håndleddene.
Røverne beskrives som
A. Mand, dansk talende med lokalt præg, ca. 185 cm høj, sidst i 20´erne, mørk/moden stemme.
Han havde en elefanthue, mørke bukser og mørk trøje på.
B. Mand, dansk talende med lokalt præg, ca. 175 cm høj, ca. 20 år, lys/umoden stemme.
han var iført elefanthue, mørk trøje og mørke bukser.
Politiet hører gerne fra vidner, der har set eller hørt noget i forbindelse med sagen.