En 53-årig mand fra lokalområdet fik fredag aften beslaglagt sin bil, efter at politiet standsede ham på Højrebyvej i Søllested.
Politiet havde fået en anmeldelse om en bilist, der slingrede. En alkometertest af den 53-årige viste en promille på over 2,0, og en kontrolmåling et kvarter senere gav samme resultat.
En narkometertest gav desuden udslag for kokain. Manden blev anholdt og sigtet for spiritus- og narkokørsel.
Hans førerret blev inddraget på stedet, og bilen blev beslaglagt, da kørslen betegnes som vanvidskørsel. Efter udtagning af en blodprøve blev den 53-årige løsladt.




