27. april 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen

En 53-årig mand er onsdag blevet varetægtsfængslet i en 34 år gammel drabssag.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Politi.

Den 53-årige blev tirsdag anholdt og sigtet for drabet på Hanne With, der nytårsnat 1990 blev fundet dræbt af adskillige knivstik i sin lejlighed i Fensmarksgade på Nørrebro.

Drabet er gennem årene løbende blevet efterforsket, og i takt med udviklingen i dna-teknologien har Københavns Politi især koncentreret sig om analyser af dna-materiale, som er fundet på drabsofferets bukser, og som med meget stor sandsynlighed stammer fra gerningsmanden.

En analyse foretaget af Retsgenetisk Afdeling på Retsmedicinsk Institut har nu givet politiet et gennembrud i den 34 år gamle sag. Analysen har nemlig påvist, at dna-materialet stammer fra et nært familiemedlem til en konkret person, hvis dna findes i politiets dna-register.

På den baggrund anholdt Københavns Politi tirsdag en 53-årig mand og sigtede ham for drabet på Hanne With. Manden blev anholdt på sin arbejdsplads i det nordlige Jylland. Han har gennem mange år boet i området omkring Ebeltoft, Grenaa og Randers.

I det seneste døgn har Retsgenetisk Afdeling analyseret den sigtedes dna, og resultatet viser, at manden med meget stor sandsynlighed er ophavsmand til dna-materialet på offerets tøj. En række efterforskningsskridt skal nu afdække sagen yderligere.

Varetægtsfængslet

Den 53-årige blev onsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i Københavns Byret.

Her blev han varetægtsfængslet i foreløbigt 27 dage.

:NB:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.