28. marts 2024

Foto: Rolf Larsen

En 42-årig mand er blevet sigtet for kvalificeret vold efter en episode fredag aften.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at man fredag kl. 20.46 modtog en anmeldelse om, at der netop havde været noget uro på p-pladsen ved et supermarked på Rådhusvej i Faxe. To mænd havde af ukendte årsager været oppe at diskutere, og den ene hakkede ud efter den anden med en skruetrækker, dog uden at ramme. Han strejfede derimod en 19-årig kvinde, der stod ved siden af, så hun fik en hudafskrabning på armen.

Gerningsmanden kørte fra stedet på en knallert, men kvikke vidner tog registreringsnummeret på knallerten. Det lykkedes dog først at få kontakt til ejeren af knallerten søndag. Det var en 42-årig mand fra Faxe, som blev anholdt på sin bopæl klokken 16.41 og sigtet for kvalificeret vold.

Den 42-årige blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen først på aftenen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.