København: Mere end 4000 køretøjer blev fredag standset under en storstilet trafikkontrol i København.
I alt 4042 køretøjer blev standset og det resulterede i 274 sager.
Der har været 2 sager, hvor førerne blev sigtet for spirituskørsel og 15 sager, hvor førerne blevet sigtet for kørsel under påvirkning af narkotika.
Endvidere har der været flere sager, hvor føreren ikke havde erhvervet kørekort eller var frakendt førerretten, ligesom flere bilister ikke havde medbragt kørekortet.
Af andre sager kan nævnes manglende brug af sikkerhedssele, anvendelse af mobiltelefoner under kørslen, samt cyklister, som ikke havde forsynet cyklen med lys.
Der blev i forbindelse med trafikkontrollen også foretaget kontrol af lastbiler, som førte til flere sager, blandt andet overtrædelser af bestemmelserne omkring køre-/hviletid.
SKAT kontrollerede 150 køretøjer, som resulterede i 8 sager, ligesom Udlændingekontrolgruppen havde 7 sager, hvoraf 2 af disse førte til udvisning.
Hos Københavns politi er man tilfreds med gennemførelsen af kontrollerne, idet de ikke skabte kødannelser, eller sinkede bilisterne ud over den tid det tog at kontrollere de enkelte køretøjer.