Politiet blev tirsdag klokken 18.32 kaldt ud til en sag om vold på Næstvedvej i Ringsted.
En 20-årig kvinde ønskede ifølge politiet at bryde med sin kæreste, en 35-årig mand. Da hun sammen med en 41-årig kvindelig bekendt ville hente sine ting hos manden, opstod der tumult.
Politiet oplyser, at den 35-årige begyndte at slå den 41-årige kvinde, som derefter flygtede fra stedet i bil. Inden hun kørte, skulle manden have nået at smadre bilens bagrude.
Under afhøringen af den 20-årige kom det desuden frem, at den 35-årige tidligere på dagen skulle have truet hende med to macheter.
Den 35-årige blev senere samme aften anholdt på gaden i Ringsted. Han blev løsladt efter endt afhøring.




