23. november 2024

Næstved: Torsdag klokken 16.45 blev politiet kaldt til Tycho Brahes Vej i Haslev, hvor en kvinde kort forinden havde været udsat for blufærdighedskrænkelse.

Kvinden, der er 39 år og fra Haslev, var i sin bil på vej ud fra en p-plads, da en mand i anden bil på p-pladsen vinkede hende hen til bilen. Da hun kørte op på siden af den anden bil, så hun, at manden sad og onanerede, og hun kørte derfor hurtigt fra stedet.

Politiet anholdt klokken 18.22 en 25-årig mand og sigtede ham for blufærdighedskrænkelsen. Den 25-årige kom kørende i bil til sin bopæl i lokalområdet, og det viste sig, at han virkede påvirket af stoffer. Betjentene fandt da også 0,74 gram kokain på ham. Derfor blev den 25-årige sigtet for kørsel i påvirket tilstand og for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Den 25-årige blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev sigtet for yderligere to tilfælde af blufærdighedskrænkelse – dels en episode, der fandt sted den 30. december i Kongsted, dels i et solcenter i Haslev den 7. januar.

Den 25-årige blev løsladt efter afhøring klokken 21.23.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.