20. april 2024

Arkivfoto: Pixabay.com.

En 24-årig mand er blevet dømt i en sag, om organiserede tyverier fra varebiler og indbrud.

Dommen blev afsagt mandag ved Retten i Nykøbing Falster.

Sagskomplekset angik organiserede tyverier af værktøj fra varebiler forøvet på Lolland, Falster og på Sjælland. Men manden blev også dømt for to større indbrud henholdsvis på en skole i Næstved Kommune, hvor der blev stjålet skole-pc’ere for ca. 100.000 kr. og hos et byggemarked i Nakskov, hvor der blev stjålet professionelt håndværktøj for over 100.000 kr.

Den 24-årige blev idømt 1 år og 3 måneders fængsel samt en betinget udvisning. Der var tale om en tilståelsessag.

Der er yderligere to varetægtsfængslede i sagskomplekset – deres sager behandles over fire retsdage ved Retten i Nykøbing Falster senere på foråret. De tre personer blev alle anholdt på friske spor i tilknytning til indbrud hos et byggemarked i Nakskov den 6. januar.

-Vi har stort fokus på tyverier fra håndværkerbiler. Det er en opgave, som varetages af vores efterforskningssektionen i Udlændingekontrolafdelingen. Det er et fokus, som retter sig mod omrejsende kriminelle grupper fra udlandet, som bl.a. udøver denne form for tyverier, men den høje prioritering af området fører også til identificeringer af herboende kriminelle, som bryder ind i håndværkerbiler for at stjæle værktøj med henblik på at sælge værktøjet i udlandet, typisk i det tidligere Østeuropa eller lande på Balkan, siger politikommissær Carsten Høj Hansen.

Senioranklager Anne Marie Fink supplerer:

-Der ligger et stort analyse- og efterforskningsarbejde bag disse sager, da de kriminelle bevæger sig over store geografiske områder og er meget fleksible i deres ageren. Det store arbejde har dannet grundlag for, at der kunne afsiges dom i sagen, og at der er blevet dømt efter straffelovens § 286 om strafskærpelse på grund af det stjålnes betydelige værdier og den organiserede udførelsesmåde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.