23. april 2024

Slagelse: En 23-årig mand fra Slagelse blev mandag eftermiddag overfaldet med slag og spark i Nordbyen i Slagelse.

Den 23-årig stod sammen med kammerat på Arnskovsvej, da en anden ung mand kom forbi. Tilsyneladende på grund af tidligere uoverensstemmelser kom kammeraten op at diskutere med den anden.

I mellemtiden var en bil med fire andre kommet til, og på et tidspunkt blev stemningen så truende, at de to kammerater løb fra stedet. Den 23-årige blev imidlertid indhentet af forfølgerne på Hvidtjørnevej, hvor den 23-årige blev tvunget ind i bilen og kørt retur til Kierulffsvej. Her blev den 23-årige slæbt ud af bilen og ved gavlen ved en af boligblokkene fik han flere slag og spark af de 4-5 andre, inden de pludselig forsvandt fra stedet.

Den 23-årige søgte tilflugt hos en beboer, hvor han alarmerede politiet.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at sagen efterforskes både som en voldssag og som en røverisag, fordi gerningsmændene truede den 23-årige til at udlevere en bilnøgle.

På baggrund af vidneforklaringer har politiet en formodning om, hvem gerningsmændene kan være, men trods eftersøgning med deltagelse af flere politipatruljer lykkedes det ikke mandag at finde frem til dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.