22. november 2024

Foto: Rolf Larsen

Det var et enigt nævningeting, som i dag idømte en 20-årig mand forvaring for vold, voldtægt og andre seksuelle forbrydelser over for to piger på nu 17 år.

Dommen faldt ved Retten i Holbæk.

Den dømte, der har portugisisk statsborgerskab, blev tillige udvist af Danmark for bestandig.

Forholdene skete tilbage i 2016, da de to dengang 13-14 årige piger blev udsat for voldtægt og vold af den på det tidspunkt 17-18 årige mand. I det ene tilfælde delte gerningsmanden en videooptagelse af voldtægten, hvorfor der i dommen også indgår en sag om distribution af børneporno. Derudover blev manden dømt for i flere tilfælde at have haft seksuelle forhold med i alt tre piger, der alle var under 15 år på gerningstidspunktet.

I tiden fra 2016 frem til dommen er den 20-årige blevet idømt fængselsstraf i andre sager for voldtægt, vold og røveri, hvilket også indgik i rettens samlede vurdering af sagen.

– Det er ret usædvanligt, at en 20-årig mand bliver idømt forvaringsstraf, men ud fra sagens karakter, mandens fortid og retslægerådets vurdering af den dømtes mentale tilstand, var det rettens afgørelse. Vi er meget tilfredse med dommen, der viser, at der er tale om meget alvorlige personfarlige forbrydelser mod mindreårige, siger anklager John Catre Nielsen

Manden ankede dommen straks, og han er fortsat frihedsberøvet under ankesagen, der senere vil blive bedømt i landsretten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.