En 19-årig mand blev søndag formiddag standset af politiet på Egevænget i Helsingør, efter at en patrulje havde observeret, at hans bil slingrede kraftigt.
Det drejede sig om en sort Mercedes, som blev standset klokken 10.15. Ifølge politiet forsøgte føreren ikke at flygte og standsede, da patruljevognens udrykningslys blev aktiveret.
Betjentene vurderede, at den 19-årige virkede rolig, men samtidig nervøs og påvirket af stoffer. En narkotest viste efterfølgende tegn på THC.
Politiet konstaterede desuden, at manden havde fået frakendt førerretten i juni i år.
Han blev derfor sigtet for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer, kørsel uden førerret og kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer.
Den 19-årige erkendte ifølge politiet forholdene om kørsel uden førerret og besiddelse af euforiserende stoffer, men nægtede sig skyldig i at have kørt under påvirkning af stoffer.




