21. juni 2024

Københavns Vestegns Politi har anholdt en 18-årig mand, som forbindes til villabranden i Brøndby natten til søndag. Han ventes fremstillet i grundlovsforhør i morgen onsdag med begæring om varetægtsfængsling. To andre mænd blev i formiddags varetægtsfængslet i samme sag.

Glostrup Ret har tirsdag varetægtsfængslet to mænd på 22 og 34 år fra Brøndby i fire uger. Københavns Vestegns Politi sigter dem for brandstiftelse af en villa på Sognevej i Brøndby natten til søndag. Branden udviklede sig eksplosivt, og lagde huset i ruiner. Under brandtekniske undersøgelser mandag blev der fundet en død 45-årig mand fra Herlev i huset.

De to mænd fra Brøndby blev anholdt mandag aften.

Københavns Vestegns Politi har tirsdag ved middagstid anholdt en tredje mistænkt, en 18-årig mand, som også forbindes til villabranden. Han ventes fremstillet i grundlovsforhør onsdag og begæret varetægtsfængslet. Han blev efterlyst i offentligheden tidligt tirsdag.

– Vores mistanke går på, at huset på Sognevej skulle brændes ned for at besvige forsikringen, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.

Hun ønsker endnu ikke at kommentere på, hvorfor den 45-årige afdøde mand befandt sig i huset.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.