En 18-årig mand er blevet varetægtsfængslet i forbindelse med et voldeligt overfald, der fandt sted i Sorø den 11. august.
Den 18-årige blev anholdt onsdag eftermiddag, efter at have været efterlyst i sagen, hvor en 23-årig mand blev overfaldet. Ifølge politiet blev offeret slået ned og derefter tildelt flere slag og spark, mens han lå på jorden.
Efter anholdelsen blev den 18-årige torsdag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Næstved, hvor han blev sigtet for kvalificeret vold og varetægtsfængslet frem til den 18. december.




