En 18-årig lokal mand blev mandag anholdt efter et indbrud i et hus på Troelsebyvej i Søllested på Lolland.
Beboeren i huset opdagede godt halvanden time før, at der var brudt et vindue op og stjålet en bøtte med kontanter i mønter.
Kort efter fik politiet endnu en anmeldelse om et indbrud på Tulipanvej i Søllested, hvor beboeren havde overrasket tre maskerede mænd, der stod og kiggede ind ad vinduet. Da de blev opdaget, stak de af, men politiet fik umiddelbart efter kontakt med den ene – den 18-årige – som blev anholdt.
Han havde lommen fuld af mønter, som politiet formoder stammer fra indbruddet på Troelsebyvej.
Den 18-årige er her til morgen fortsat anholdt og skal nu afhøres af politiet.