En 17-årig mand blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør i retten efter en episode natten til lørdag i Haslev.
Den unge mand blev anholdt, efter at han havde kastet en genstand mod en politibil, der holdt parkeret ved politistationen i byen. Kastet knuste en rude i bilen.
Kort efter fik betjentene fat i den 17-årige, som ifølge politiet var meget opfarende. Han råbte skældsord mod betjentene og fremsatte trusler, og i forbindelse med anholdelsen sparkede han en af betjentene i hovedet.
Den 17-årige er sigtet for hærværk, trusler og vold mod politiet.
Efter grundlovsforhøret besluttede retten at varetægtsfængsle den 17-årige frem til 1. april.




