En 17-årig mand fra Greve blev mandag klokken 11.48 standset af politiet på Bragesvej ud for Ullsvej i Køge, hvor en patrulje fra Færdselsafdelingen foretog hastighedskontrol med laser.
Den unge mand blev målt til at køre 147 km/t i en zone med en hastighedsgrænse på 50 km/t.
Det viste sig, at den 17-årige ikke havde kørekort. Han blev sigtet for vanvidskørsel uden førerret og blev samtidig gjort bekendt med, at bilen blev beslaglagt.
Bilen var lånt af en ven, som nu er sigtet for at have overladt sit køretøj til en person, der ikke lovligt må føre det. Bilejeren har protesteret mod beslaglæggelsen, som nu skal vurderes af retten.
Den 17-åriges forældre er blevet orienteret om sagen.




