Rørvig: Det var en kun 14-årig dreng, der stod bag to sager om tilsyneladende politisk motiveret hærværk i Rørvig.
I timerne op til årsskiftet blev der kastet en molotovcocktail mod et hus i Rørvig, der ejes af et medlem af Konservativ Folkparti og få dage senere blev der om natten kastet en sten mod en rude i et andet hus, som ejes af et medlem af Dansk Folkeparti. I begge tilfælde blev der fundet breve med politisk indhold.
Gennem efterforskningen og tip fra offentligheden, fandt politiet frem til den 14-årige dreng fra Virum, der ifølge politiet er politisk aktiv på den yderste venstrefløj.
Den 14-årige har erkendt de to forhold i Rørvig, hvor han var på ferie på gerningstidspunkterne. Han har også erkendt at han var i besiddelse af en molotovcocktail, som politiet fandt da de ransagede drengens hjem.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man, på grund af drengens alder, har overgivet sagen til de sociale myndigheder i Lyngby-Taarbæk Kommune. Det er nu op til kommunen at tage stilling til, hvilke foranstaltninger, der skal træffes i forhold til drengen.
– rl