28. november 2024

"Arkivfoto:Holbæk: Lokalpolitiet i Holbæk efterlyser vidner til et voldtægtsforsøg mod en 12-årig pige fra Holbæk.

Pigen kan ikke huske præcis hvilken dag voldtægtsforsøget fandt sted, men det var mellem fredag den 8. februar og torsdag den 14. februar mellem kl. 17.00 og kl. 18.00, da pigen kom gående på Tværvej i Holbæk.

Den 12-årige pige var blevet så bange efter hændelsen, at hun ikke turde sige det til nogen før efter et par uger, hvor hun betroede sig til en veninde, hvis mor kontaktede den 12-årige piges mor.

Lokalpolitiet i Holbæk oplyser at pigen har fortalt, at gerningsmanden holdt hende for munden og tog hende i armen og trak hende ind i en carport/bygning. Her forsøgte han at begå voldtægt, idet han skubbede hende omkuld på gulvet. Han trak hendes benklæder og trusser ned samtidig med, at han trak sine egne bukser ned. Han blev forstyrret af et eller andet, hvorefter han truede hende på livet, hvis hun fortalte nogen om hændelsen. Derefter undløb han fra stedet i ukendt retning.

Gerningsmanden beskrives som: mand, dansk, 25-35 år, muskuløs af bygning, kortklippet mørkt hår, brun/rød strik sweater, blå jeans, havde en meget mørk stemme og talte med en anderledes accent (ikke udenlandsk).

Politiet vil meget gerne tale med vidner, der kan komme med oplysninger til sagen. Sagen behandles af voldssektionen ved lokalpolitiet i Holbæk som kan kontaktes på telefon: 46321551 + lokalnr. 4312 eller 4310 eller på tlf. 114.

– rl