27. november 2024

Holbæk: Det blev lidt af et tilløbsstykke for borgerne i Holbæk, da kommunen lørdag slog dørene op til et åben hus arrangement i den nye administrationsbygning på havnen.

Omkring 1.000 mennesker lagde vejen forbi og en del af dem blev guidet rundt af borgmester Jørn Sørensen, der fortalte om baggrunden for byggeriet, om bygningens arkitektoniske formsprog og om medarbejdernes daglige virke i huset.

Borgmesteren var tilfreds med dagens arrangement, som han betegner som en succes:

– 1.000 besøgende denne dag er en ubetinget succes i sig selv. Men derudover har der også været utroligt positivt, at opleve en stor interesse og spørgelyst fra borgernes side. Ikke blot for huset som sådan, men også for det arbejde, som de ansatte dagligt præsterer her i huset, siger Jørn Sørensen.

Den nye administrationsbygning er tegnet af Utzon arkitekter. I midten af 2008 starter byggeriet af anden etape, så også medarbejderne, som idag sidder på de tidligere rådhuse i Tølløse og Jernløse kan flytte ned på havnen i Holbæk.

– rl