Op mod 100 ton fødevarer inficeret med rottelort blev natten til lørdag fundet i et lager i Valby.
Rotterne pilede væk, da Fødevarerejseholdet sammen SKAT fik adgang til et ulovligt fødevarelager på Torvekanten 5 i Valby natten til lørdag.
Rundt om i lagerets otte lokaler stod lige over 100 paller med 80-100 ton forskellige fødevarer så som slik, sodavand, mel og vin – alt sammen dækket af et lag af rotteekskrementer.
– Det er langt fra første gang, vi finder sådan et lager, men sjældent ser vi så massiv en forekomst af rottelort på stedet. Derfor er varerne på lageret ikke bare ulovlige – de er også sundhedsskadelige, siger Søren Jensen fra Fødevarerejseholdet.
Derfor advarer Fødevarestyrelsen ny forbrugere og virksomheder om at kassere eventuelle varer, der måtte være købt fra lageret.
Men der er et problem, som gør det svært for myndighederne at se hvem der har købt varer fra det klamme lager. For på grund af manglende fakturaer fra lagerets side har Fødevarestyrelsen ikke på nuværende tidspunkt oplysninger om, hvilke butikker der har aftaget varer fra lageret. Denne slags manglende sporbarhed er et alvorligt problem for både kiosker og forbrugere, fordi de dermed ikke har en chance for at vide, om deres varer har været opbevaret fødevaresikkerhedsmæssigt korrekt.
I samarbejde med Skat har Fødevarestyrelsen på det seneste sat fokus på uregistrerede og ulovlige slikfirmaer og -butikker. Det har nemlig vist sig, at der i stort omfang er snyd med blandt andet registrering, håndtering og afgiftsbetaling.
Varerne er beslaglagt af myndighederne og efterforskningen fortsætter.
Fakta om rotter:
Rotteekskrementer og især rotteurin er ekstremt smitsomt og kan give Weilssyge. Symptomerne er influenzalignende tilstand med feber, hovepine og muskelsmerter, og i værste tilfælde kan lever- og nyrefunktioner svigte.