Flere forældre i Greve blev chokeret da de erfarede at deres børn var blevet bedt om at udfylde et spørgsskema om deres sexvaner og forældrenes alkoholvaner. Det skriver Lokalavisen Sydkysten.
Eleverne i 5. og 6. klasserne på Tjørnelyskolen, Krogårdsskolen og Hedelyskolen var blevet bedt om at besvare et spørgeskema med meget intime og nærgående spørgsmål. En far fortæller at hans datter skulle svare på spørgsmål som “Har du været i seng med en dreng?” og “Drikker din mor?”.
Forældrene var ikke blevet informeret om undersøgelsen og lærerne var heller ikke orienteret om undersøgelsens indhold.
Socialdirektør Alice Faber fra Greve Kommune har sendt et brev til forældrene hvori hun giver en uforbeholden undskyldning, både for spørgsmålene, for den manglende information og for det faktum at der ikke var indhentet nødvendig tilladelser fra Datatilsynet.
Det var meningen at spørgsskemaundersøgelsen skulle danne grundlag for forebyggelse af en tidlig debut i forhold til bl.a. alkohol og tobak. Undersøgelsen skulle bl.a. følges op med temadage på skolerne.
-rl