4. oktober 2024

Tirsdag aften i denne uge besluttede en enig forligskreds af miljøordførere på Christiansborg at stemme ja til planerne for nationalpark Kongernes Nordsjælland. Dermed indfries drømmen for fem nordsjællandske kommuner og 200 lodsejere, der i årevis har forberedt den nye kommende nationalpark.

Naturelskere, borgere, turister og lokale iværksættere kan godt glæde sig. En enig forligskreds bag Nationalparkloven har nu givet grønt lys for etableringen af den nye nationalpark Kongernes Nordsjælland. De fem kommuner Gribskov, Fredensborg, Hillerød, Halsnæs og Helsingør samt mere end 200 frivillige lodsejere og andre aktører kan nu begynde arbejdet med at gøre Danmarks største nationalpark til virkelighed.

– Det er en utrolig glædelig melding, vi i dag har fået fra Christianborg, og jeg er glad for, at folketingspolitikerne har lyttet til vores argumenter, så vi kunne få aftalen i hus. I Nordsjælland er kommunerne og de private lodsejere mere end klar til at begynde den konkrete udvikling af den nye nationalpark – og jeg forventer at endnu flere vil slutte sig til, så snart toget kører. Vi oplever i de her år flere og flere besøgende i den nordsjællandske natur, og jeg er overbevist om, at Kongernes Nordsjælland vil sætte yderligere skub i den udvikling, siger borgmester i Helsingør Kommune Benedikte Kiær.

Med sine foreløbig 246 km2 har Kongernes Nordsjælland udsigt til at blive den næststørste danske nationalpark efter Vadehavet. Nationalparken går på tværs af de nordsjællandske jorder og vil sikre bevarelsen og udviklingen af områdets righoldige natur og de enestående kulturhistoriske værdier – f.eks. det Nordsjællandske parforcejagt-landskab, der for nyligt er blevet udnævnt til verdensarv af Unesco. Samtidig vil nationalparken give de Nordsjællandske jordejere og producenter en unik mulighed for at udnytte det potentiale, der er knyttet til lokale fødevarer, naturturisme m.v., som det kendes fra både danske og udenlandske nationalparker.

– Vi har været i gang med planerne siden 2004, og ingen anden nationalpark har haft så mange involverede undervejs. Fem byråd og mere end 200 lodsejere har været i dialog om Kongernes Nordsjælland, og den dialog vil fortsætte, så flere kan være med, og nationalparken kan vokse indefra og ud til glæde for lokale og besøgende, siger Benedikte Kiær.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.