I går eftermiddag klokken 16.08 fik politiet en anmeldelse om, at en 61-årig buschauffør fra Snoldelev var blevet overfaldet af en mandlig passager på Avnstrupvej i bus nummer 215 i retning mod Solrød Strand.
Den mandlige passager steg på bussen gennem midterdøren, hvilket buschaufføren påtalte og bad manden betale for sin rejse. Manden gik op til chaufføren og tildelte ham knytnæveslag i ansigtet og spyttede på ham, hvorefter han forlod bussen og stedet, inden politiet nåede frem.
Gerningsmanden beskrives som: Mand, mellemøstlig af udseende, cirka 35 år, almindelig af kropsbygning, brunhudfarve og brunt, kort hår. Han talte ikke dansk og var iført en mørk vindjakke, mørke bukser og hvide kondisko.
Politiet hører meget gerne fra borgere, der har set manden eller optrinnet, eller som har oplysninger om sagen. Politiet kan kontaktes på telefon 114.