En 27-årig mand fra Høng i Nordvestsjælland ringede onsdag aften kl. 20.20 til politiet og fortalte, at han var blevet standset af en falsk politimand.
Episoden var sket, da den 27-årig kom kørende i sin bil på Hovedgaden i Høng. Han bemærkede en sort VW Touran, som kørte bag ham, og på et tidspunkt tændtes der for et blåt blink på Touranen, hvilket fik den 27-årig til at standse.
En mand steg ud af Touranen og viste et rødt/hvidt stopskilt uden ”politi” på. Manden spurgte den 27-årige, hvordan det var han kørte.
“Betjenten” lugtede ifølge den 27-årige af alkohol, hvilket gjorde, at han fattede mistanke, og spurgte efter at se ”betjentens” politi-id. Dette ønskede han ikke at fremvise, og da den 27-årige pressede på, kørte manden i Touranen væk fra stedet i høj fart.
Politiet sendte en patrulje til stedet, der ledte efter den falske betjent i Høng-området, men fandt igen.
Anmelderen beskrev den falske betjent som: mand, dansk af udseende, lyst hår, 40-48 år, 182-185 cm høj, almindelig af kropsbygning. Han var iført mørk hættetrøje og blå cowboybukser.
Politiet opfordrer borgerne til at bede politiet fremvise deres id-kort, hvis de er i tvivl om, hvor vidt der er tale om en ægte betjent.
Lokalpolitiet i Kalundborg/Holbæk hører meget gerne fra borgere, der har oplevet noget lignende. Politiet kan kontaktes via 114.