Mere end 1000 liter dieselolie var hvad to mænd havde med, da en politipatrulje ved 2-tiden i nat spottede deres varebil på Roskildevej i Ølstykke og besluttede sig for at se undersøge den nærmere.
Patruljen fik standset varebilen på Sperrestrupvej og da betjentene henvendte sig til mændene i bilen, blev de mødt af en kraftig diesellugt. Ved nærmere eftersyn fandt betjentene to store beholdere med tilsammen mere end 1000 liter diesel. Desuden fandt de pumper, batteri og slanger i bilen.
De to mænd på henholdsvis 41 og 33 år blev derfor anholdt og sigtet for dieseltyveri, ligesom føreren af bilen også blev sigtet for spirituskørsel, da hans promille oversteg det tilladte.