7. december 2024

Der er fundet pesticid i drikkevandsboringer til Ledøje Vandværk i Egedal Kommune. Styrelsen for Patientsikkerhed fraråder derfor borgere at drikke vandet fra Ledøje Vandværk.

Der er fundet chlorothalonil-amidsulfonsyre i drikkevandsboringer til Ledøje Vandværk i Egedal Kommune. Det kan ikke udelukkes, at det kan være sundhedsskadeligt at indtage vandet.

Derfor fraråder Styrelsen for Patientsikkerhed, at man drikker vand fra Ledøje Vandværk, ligesom man heller ikke bør bruge det til tandbørstning, i madlavningen eller til at skylle frugt og grønt.

Ledøje Vandværk samarbejder med Egedal Kommune om at sikre, at de berørte borgere bliver informeret.

– Man ved ikke, om chlorothalonil-amidsulfonsyre er sundhedsfarligt. Men man kan på nuværende tidspunkt ikke udelukke, at stoffet kan give skade på DNA’et i cellerne, hvis man indtager det i drikkevandet. Derfor anbefaler Styrelsen for Patientsikkerhed ud fra et forsigtighedsprincip, at man ikke indtager vandet, siger Anne Hempel-Jørgensen, overlæge og sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed.

– Man skal ikke drikke vandet eller bruge det i madlavningen, men man kan stadig bruge det til andre husholdningsformål som tøjvask og opvask, ligesom man stadig kan gå i bad uden bekymring. I forbindelse med badning, anbefaler vi, at man er ekstra opmærksom på, at små børn ikke drikker af badevandet, siger hun.

Chlorothalonil-amidsulfonsyre er fundet i to ud af Ledøje Vandværks tre boringer. De seneste laboratorietests har ikke kunnet måle tilstrækkeligt lave koncentrationer til, at det kan udelukkes, at stoffet også findes i den tredje boring. Derfor fraråder Styrelsen for Patientsikkerhed, at man drikker vandet.

Ingen grund til at søge læge
Har man allerede drukket vandet, skal man ikke foretage sig noget særligt:

– Vi anbefaler at man lader være med at indtage vandet ud fra et forsigtighedsprincip. Man behøver ikke være bekymret for, om man bliver syg her og nu, og der er ikke grund til f.eks. at søge læge, hvis man har drukket vandet, siger Anne Hempel-Jørgensen.

– Stoffet er kun fundet i drikkevandsboringer til vandværket i Ledøje, så anbefalingen om ikke at indtage vand fra hanen gælder kun borgere, der får vand fra Ledøje Vandværk, siger hun.

Chlorothalonil-amidsulfonsyre er et nedbrydningsprodukt af chlorothalonil, som er et pesticid, der tidligere er brugt til at bekæmpe svamp. Chlorothalonil har været godkendt i Danmark frem til 2000 og blev brugt ved dyrkning af blandt andet hvede og kartofler samt frugt og grønt.

Miljøstyrelsen er på nuværende tidspunkt ved at undersøge, om chlorothalonil-amidsulfonsyre kan renses ud af vandet.

Det vides ikke, hvornår det er sikkert at drikke vandet fra Ledøje Vandværk igen. Styrelsen for Patientsikkerhed er i tæt kontakt med Egedal Kommune. Kommunen vil informere forbrugerne, når det igen betragtes som sikkert at indtage vandet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.